”Engang vidste jeg ikke, hvem jeg i virkeligheden var. Han så det, trængte ind i mig og vækkede den skjulte hukommelse om tiden, før vi blev født. Den sovende ild blev til flammer. Jeg vågnede op til livet, og lyset tændtes.
Men han går ad vejen på venstre hånd, den anden vej. Mørkets vej. Engang troede jeg, at valget om, hvem man elskede, var ens eget, og jeg kæmpede imod. Men mit valg var truffet længe inden, jeg blev født. Det ved jeg nu.
Jeg kender ham. Kender mørket i ham. Mærker hadet og smerten, som er det mit eget. – Og jeg ser lyset og skønheden stråle i dybderne af hans sjæl. Vi er ét. Der er kun én vej, og det er sammen med ham.
– Fuck resten!”
Dette stykke dukkede pludselig op i mit hoved en dag, hvor jeg sad udkørt i haven. Jeg var for træt til at skrive, men da ordene kom, måtte jeg, på krykker, skynde mig ind til computeren og få dem nedfældet. Væk var trætheden, og resten af dagen var jeg 'tændt' og skrev uden problemer videre. Det var en mærkelig oplevelse, og de følelser, der er indlejret i ordene, vågner stadig i mig, når jeg læser dem.
